DE FORSVUNDNE BØRN

Forældreløse og adopterede børn er et af hovedtemaerne i De Syv Søstre-serien, og i Perlesøsteren indgår to perioder, der er kendetegnet ved ’forsvundne’ børn. I takt med at CeCe udforsker sin fortid, får hun ikke kun kendskab til de aborigine børn, der blev fjernet fra deres familier, men også de britiske børnemigranter, der blev sendt til Australien.

Britiske børnemigranter
Romanfiguren Sarah i Perlesøsteren er inspireret af de britiske børn, der blev sendt til Australien, New Zealand og andre dele af det britiske imperium som en del af det officielle Child Migrants Programme. Mellem 1922 og 1967 blev næsten 10.000 børn sendt til Australien – nogle af dem var helt ned til tre år gamle. I mange tilfælde var der ikke tale om forældreløse børn, men børn af fattige familier eller ugifte mødre, som var havnet på britiske børnehjem, og de blev ofte sendt til Australien, uden at deres forældre havde kendskab til det eller givet deres tilladelse.

Mange af børnene blev sendt til institutioner som The Goodwood Orphanage i Adelaide – det børnehjem, det lykkes Sarah og Eddie at flygte fra i Perlesøsteren. De forældreløse børn blev ofte forsømt og mishandlet af de voksne, der skulle tage sig af dem.

I 2009 gav den australske regering på vegne af nationen en formel undskyldning til de gamle britiske børnehjemsbørn, der stadig var i live, og det samme gjorde den britiske regering i 2010. Organisationer som for eksempel Child Migrants Trust har også skabt opmærksomhed på sagen og indsamlet midler til at hjælpe disse tidligere migrantbørn med at få kontakt til deres biologiske familier. Læs mere på www.childmigrantstrust.com.

En gruppe britiske børn ombord på SS Ormonde på vej mod Fremantle, Australien, i december 1948 ligesom den gruppe, Kitty møder i Perlesøsteren.

Australiens stjålne generation
I Perlesøsteren bliver Kitty vidne til de barske forhold, det uraustralske folk lever under i Broome, Western Australia, da hun flytter til byen i 1907. En af de ting, der forfærder hende mest, er statens praksis med tvangsmæssigt at fjerne uraustralske børn af blandet race fra deres forældre og opfostre dem på børnehjem og andre institutioner, hvor de efter sigende blev ’resocialiseret’ i det europæiske-australske samfund. Den slags foregik i hele Australien fra slutningen af 1800-tallet til så sent som 1970’erne og førte til, at generationer af børn mistede ikke bare deres forældres kærlighed, men også deres rødder i aboriginernes kultur og sprog. Camira i Perlesøsteren var sådan et barn, og hun oplevede en stærk frygt for at få sit eget barn, Alkina, taget fra sig.

Piger på Cootamundra Domestic Training Home for Aboriginal Girls, Cootamundra, New South Wales – en af de mange institutioner, aborigine børn blev placeret på, efter at de med tvang var blevet fjernet fra deres forældre.

I 2008 udstedte den australske regering en officiel undskyldning til de berørte aboriginere i Australien.
Besøg www.yawuru.com for at læse mere om Yawuru’erne, den originale befolkning i området omkring Broome, og deres kultur.

De virkelige historier bag bogen