Spørgsmål til læseklubben

1. Historien fortælles ikke bare af Helena, men også af Alex gennem hans dagbog, fra da han var barn. Hvad synes du om disse indblik i hans person? Var det efter din mening en rammende gengivelse af en trettenårigs stemme?

2. Hvordan udvikler Alex sig i løbet af sommerens begivenheder i Pandora? Er der sider af ham, som stadig kendetegner ham som voksen?

3. Helena tager den svære beslutning at skjule sandheden om Alex’ far for ham. Synes du, hun havde en god grund til at gøre det?

4. Da Helena møder sin første kærlighed, Alexis, skaber det usikkerhed i forholdet til hendes mand. Tror du, det er et almindeligt fænomen?

5. Der er mange forskellige slags kærlighedsrelationer i bogen – kærlighed til et barn, en partner, en forælder og en ven. Hvilken af disse syntes du var mest interessant?

6. Trettenårige Alex beskriver sin familie som en ’din-min-og-vores-konstellation’ – tror du, at den slags familier er ved at blive mere almindelige? Hvordan forsøger Helena at holde sammen på de forskellige dele af sin familie?

7. I bogen berøres spørgsmålet om klasseforskelle – de kommer blandt andet til udtryk i forskellene på Alex’ og Ruperts opvækst og i den livsstil, som Sacha har skabt for sin familie. Hvordan begrænses karaktererne af de klasser, de hver især tilhører?

8. Tilgivelse er et centralt tema i bogen. Synes du, William gør det rigtige, da han tilgiver Helena for at have skjult sandheden for ham så længe? Synes du, det var rigtigt af Jules at tilgive hende?

9. Havde du samme opfattelse af karaktererne gennem romanen, eller ændrede du holdning undervejs? Hvilke karakterer syntes du var de mest interessante?

10. Hvordan synes du, de eksotiske omgivelser på Cypern bidrog til historien?

11. Der er en del referencer til myten om Pandoras æske og til Afrodite og Adonis. Hvilke paralleller ser du mellem disse og begivenhederne i romanen?

12. Var du tilfreds med slutningen, eller syntes du, nogle af karaktererne skulle have udviklet sig anderledes?