Kærlighedsbrevet
Q&A

1. Kærlighedsbrevet kan beskrives som en spændingsroman, og derfor adskiller den sig fra dit øvrige forfatterskab – hvad inspirerede dig til at skrive den?
Jeg har efterhånden udgivet bøger i mange år. Som forfatter er det afgørende, at man konstant udfordrer sig selv og afprøver sine grænser. Man er nødt til at undersøge nye genrer og ideer, så ens fortællinger ikke bliver forslidte. Det er nemt og trygt at skrive den samme type historie igen og igen, men hvis jeg ikke selv føler mig inspireret og begejstret, når jeg skriver, hvordan kan jeg så forvente, at mine læsere vil være det? Især under skriveprocessen med De syv søstre-serien, var det forfriskende og nærmest terapeutisk at træde ud fra min Pa Salt-”boble” og skrive noget helt andet. Og så har jeg altid haft lyst til at skrive en spændingsroman. Hvis jeg ikke var blevet forfatter, så havde mit drømmejob været inden for efterretningstjenesten som kvindelig spion!

2. Joanna og Zoe er to meget forskellige kvinder. Hvad er deres særlige styrker?
Jeg elsker Joannas frygtløshed. Hun nægter at give op, selvom hun ved, at hendes liv er i fare. Jeg elsker også hendes venskab med Simon – jeg har selv en ven, der hedder Simon, og han er som en storebror for mig. Vi har virkelig klaret skærene sammen, og tilsammen har vi fået syv børn!

Jeg kan i høj grad relatere til Zoe både som ægtefælle og mor og også til hendes udfordringer med berømmelsen. Det var faktisk netop det, der holdt mig fra at forfølge en karriere som skuespiller. Så højt som hun elsker sin søn, elsker jeg også alle mine børn.

3. Marcus’ bevæggrunde og loyalitet ændrer sig dramatisk igennem historien. Kunne du godt lide at skrive ham frem?
Ja, for jeg tror mange kvinder på et tidspunkt i livet er faldet for en flot charmør, selvom vi egentlig vidste, præcis hvilken slags person han var! Hans karakter er både lusket og selvisk, men han er også en skøn bror og kæreste, og efterhånden som historien skrider frem, udvikler han sig til lidt af en helt, villig til at ofre sit liv for den kvinde, han elsker. Jeg bryder mig ikke om romankarakterer, der er sort-hvide – mennesker vil ofte overraske med deres handlinger, hvad end det så er positivt eller negativt. Og karakterer bør overraske, og det er hans kærlighed til Joanna, der bringer det bedste frem i ham.

4. Kærlighedsbrevet er fuld af overraskelser og forviklinger. Hvordan holdt du styr på alle trådene, mens du skrev?
Når jeg går i gang med at skrive mit første udkast, ved jeg aldrig, hvor fortællingen bevæger sig hen. Personerne kommer til mig, mens jeg skriver. Forviklingerne i historien kom også til mig, i takt med at jeg skrev. Jeg skrev ingen noter om handlingen undervejs – jeg arbejdede bare derudaf. Mit mål er altid at få det første udkast nedfældet på papir. Så bliver plottet finpudset i næste del af processen, der er en mere omfattende redigering. Men epilogen blev skrevet til allersidst, lige inden jeg sendte manuskriptet til min redaktør.

5. De dramatiske handlinger i historien udfolder sig i Irland. Var der en særlig årsag til netop det valg?
Jeg er født i Irland, og mit hjerte banker for Irland. Det var faktisk i West Cork, at jeg skrev det første udkast. Jeg boede med mine to små børn i et lille hus med en skøn udsigt over flodmundingen. Jeg kender det sted så godt – lige fra tidevandets bevægelser, de lokales klangfulde stemmer og huset, som også gav inspiration til kystvagtens hus.

6. Havde det været en anden historie, hvis den havde udspillet sig i nutiden snarere end i 1995?
Hele vores verden har ændret sig dramatisk, siden jeg skrev det første udkast. I dag ville Simon have haft mulighed for at benytte sig af ny, avanceret teknologi. Og i forhold til journalistikken og det nedadgående salg af den trykte avis ville det sikkert have været svært for Joanna at få et lønnet job hos en førende avis. I dag ville hun nok have arbejdet freelance eller måske endda skrevet artikler ganske gratis for en internetblog.

Teknologien har virkelig revolutioneret vores hverdag, og det kan vi nogle gange godt komme til at tage for givet. Det var selvfølgelig mærkeligt at skrive om Joanna, der stadig brugte faxmaskine og telefonsvarer på sin fastnettelefon, men jeg kan jo huske, at jeg selv gjorde det samme. For mine børn er det helt fremmedartet!

7. Skandaler i den kongelige familie er en vigtig del af romanen. Det var også et emne, som du udforskede i Skyggesøsteren. Har du en særlig interesse for den britiske kongefamilie? Og er hertugen baseret på et medlem af den virkelige kongefamilie?
Skyggesøsteren var inspireret af det historiske forhold mellem Edvard den 7. og hans elskerinde Alice Keppel. Kærlighedsbrevet er derimod fiktion.

Mens jeg skrev det første udkast til Kærlighedsbrevet, fyldte Prinsesse Dianas død stadig meget i vores kulturelle bevidsthed. Sladderbladenes – og nu også de sociale mediers – magt er enorm, og jeg ville gerne udforske det fra forskellige synsvinkler: dem i vores egen verden, såsom Joanna, og dem som det gik ud over, såsom Zoe.

Konflikten mellem kærlighed og pligt er et genkommende tema i mine romaner, og det samme er vores individuelle stræben efter lykke og glæde. Man kan ikke finde en bedre måde at udforske disse temaer på end gennem de kongelige familier verden over. Fordi jeg er vokset op i Storbritannien, hvor kongefamilien hele mit liv har været i mediernes søgelys, bliver jeg som forfatter naturligt draget af spørgsmålet ’hvad nu hvis …?’.

8. Har du planer om at skrive flere spændingsromaner?
Lige nu fokuserer jeg på De syv søstre-serien. Men jeg har da nogle idéer til, hvad jeg vil gå i gang med efterfølgende. Jeg har faktisk skrevet endnu en spændingsroman, foreløbig med den engelske titel The Blacksmith, men den er stadig gemt væk i en skuffe et sted. Jeg er ikke sikker på, at jeg endnu er modig nok til at lade andre læse den.