I CECES FODSPOR I THAILAND

I begyndelsen af Perlesøsteren rejser CeCe til Krabi i det sydlige Thailand – et sted, der er fyldt med kærlige minder om den tid, hun har brugt der med Star – i håb om at samle mod til at rejse videre mod Australien. CeCe og jeg deler kærligheden til dette opsigtsvækkende og smukke sted, og hendes ophold er inspireret af mine egne talrige besøg i Krabi med min familie.

Railay-stranden, hvor CeCe første gang møder Ace, ligger på en halvø, der er afskåret fra fastlandet af en række imponerende kalkstensklipper, og som man kun kan komme til med en long tail-båd fra Krabi by. Stranden er et mekka for rygsækrejsende, hvor man kan slappe af og nyde spændende friluftsaktiviteter som for eksempel bjergbestigning.

Phra Nang-stranden foran en af de fantastiske kalkstensformationer

På opdagelse i den utrolige lagune Koh Hong, ligesom CeCe og Ace

En af mine foretrukne bådture går til Chicken Island (som rent faktisk ligner en kylling), hvor man kan snorkle i det klare, varme vand og svømme blandt fantastiske tropiske fisk.

Phra Nang-stranden ligger en kort gåtur fra Railay, og som CeCe opdager i bogen, er den berømte Cave of the Princess i den sydlige ende af stranden fyldt med hundredvis af fallosser i forskellige former og farver, nogle af dem er endda lige så høje som mig, udskåret i træ og malet i klare farver. Ifølge legenden bor Phra Nang-ånden i denne hule. Hun var en indisk prinsesse, som blev forelsket i en lokal fisker, men på tragisk vis forsvandt i et skibsforlis. I flere århundreder har fiskere bragt prinsessen ofre i form af udkårne fallosser – symboler på guddommelige kræfter – som de tror vil sikre dem og deres familier velstand og fertilitet. Det gør det til et ganske usædvanligt sted at overnatte, som CeCe gør i Perlesøsteren!

Svømmer med fisk ved Chicken Island

Cave of the Princess

De virkelige historier bag bogen