Masaierne og feberakacierne

Det var lige så svært at finde oplysninger om masaierne, som det var at finde om de indfødte aboriginals i Australien til Perlesøsteren: deres kultur er overvejende mundtligt overleveret, og det er hvide bosættere, der har skrevet meget af den tilgængelige information om dem.

Ud over min researchtur til Kenya besøgte jeg derfor også School of Oriental and African Studies i London, hvor jeg fandt en masse artikler om masaiernes kultur og traditioner skrevet af en ny generation af universitetsuddannede masaier.

I dag bor masaierne i og omkring Great Rift-dalen i Kenya, men da de er nomader, har der bevæget sig omkring i Kenya og Tanzania i generationer. Masaikrigerne, også kaldet morans, er berømte for deres styrke og kløgt i kamp.

Kvæg har altid været en vigtig del af masaiernes kultur: det er deres vigtigste middel til næring, rigdom og magt. Allerede fra barnsben lærer de at tage sig af dyrene og synge for dem. Masaierne er af den overbevisning, at al kvæg i verden helt selvfølgeligt tilhører dem, så det var ikke nogen overraskelse, at de hvide bosættere ofte fik deres kvæg stjålet!

Great Rift-dalen i Kenya

En af disse hvide bosættere var Gilbert Colville, som gav inspiration til den fiktive person Bill i Solsøsteren. Masaierne lærte Colville, hvordan man tager sig af kvæget, og han endte med at blive den mest succesfulde kvægfarmer i Kenya. I 1950’erne havde han over 800.000 km2 land og 29.000 kvæg.

Han ansatte masaier til at passe på kvæget, talte deres sprog og behandlede dem med respekt. Han introducerede dem også for vaccinationer mod miltbrand og kvægpest, som de selv kunne anvende til deres kvæg.

To masaier, far og søn, tager sig af deres Boran-kvæg

John Hurt som Gilbert Colville i Farligt forfald (1987)

De hvide bosættere troede først, at det var feberakacierne, der gav dem en feber. De lagde nemlig mærke til, at de havde været i nærheden af febertræer, hver gang de fik malaria.

Feberakacier

Efterhånden lærte masaierne dem dog, at det ikke var træerne, der gav malaria. Træerne vokser hovedsageligt i nærheden af sumpe og vådområder, og det var derfor de myg, der samledes i vådområderne, der gjorde dem syge. Faktisk brugte masaierne knust bark fra feberakacierne til at behandle feber og øjeninfektioner samt træets rødder til at behandle malaria.

De tornede grene blev også brugt til at sikre, at flodheste og andre vilde dyr holdt sig væk fra bopladserne, mens træernes blade og frøkapsler blev brugt som dyrefoder.

Briternes ankomst i 1880 betød død og ødelæggelse for masaierne: lungebetændelse tyndede drastisk ud i kvægflokkene, og masaierne blev ramt af kolera og kopper. Ud af en halv million masaier overlevede kun 40.000. De blev frataget deres landområder, og under Anden Verdenskrig blev deres kvæg brugt til at bespise de britiske styrker.

Unge masaikrigere i gang med den berømte ‘hoppe-dans’.

Masaikvinde fra Samburu-klanen med et stort perlesmykke

Masaierne opretholdt deres traditioner og nomadiske livsstil. De var dygtige, hvad angik kompleks perlekunst og smykker – der ikke blot var til pynt, men afspejlede klan og civilstatus. Man brugte typisk okker til at farve hud og hår rødt.

Siden Kenya blev selvstændigt i 1963, er masaiernes landområder blev yderligere formindsket på grund af landbrug, omfordelingsprogrammer og jagtreservater. Regeringerne i Kenya og Tanzania har forsøgt at overtale masaierne til at opgive deres nomadiske livsstil og i stedet bosætte sig i de tildelte områder (såsom Masai Mara, hvor mange turister tager hen for at opleve ’livet som masai’). Den moderne verden har gjort det svært for masaierne at beholde deres traditionelle levevis, så et af mine største ønsker med Solsøsteren var at fange et glimt af denne ædle kultur, som den var engang.

De virkelige historier bag bogen