Cumann na mBan (udtales cu-mann na mahn) blev etableret i 1914 og bestod i begyndelsen af suffragetter, fagforeningsaktivister og socialister, som mente, at de var blevet frataget deres stemmer af De nationale frivillige, som udelukkende bestod af mænd. Grundlæggende kæmpede de for social forandring, kvinders rettigheder og Irlands ret til at danne sin egen republik – om nøvendigt ved hjælp af væbnet opstand.

Forud for ‘Påskeopstanden’ i 1916 blev Cuman na mBan officielt en paramilitær organisation, ligesom den Irske Frivillighedsstyrke og den Irske Civile Hær blev det. På dagen for Påskeopstanden var ledende medlemmer af Cuman na mBan involveret i overtagelsen af hovedpostkontoret – og de var bevæbnede. De spredte oprøret til hele Dublin, og på den måde hjalp de med at starte den Irske Revolution.

Jeg var så heldig at få lov til at tale med Dr. Hélène O’Keefe, som er ved at færdiggøre en PhD i irsk historie, og hun henviste mig til den bedste historiske kilde: The Irish Military Service Pensions Collection (Den irske militærtjenestes pensionssamling).

Kilderne er nedskrevet meget tæt på gulnet papir, og jeg fandt førstehåndskilder, som berettede om, hvordan kvinderne på tværs af West Cork risikerede deres liv ved at støtte af Den irske uafhængighedskrig. Min research gav mig inspiration til karaktererne Nuala og Hannah Murphy såvel som de andre modige kvindelige karakterer i det tidsspor i Den forsvundne søster, der foregår i 1920’erne. Ellie Sheehy fra West cork var en af disse modige kvinder, og hun er kort nævnt i Den forsvundne søster. Ud fra hendes pensionsrapport får vi et indtryk af hendes utrættelige arbejde:

’Der var et aflæsningssted for våben nær hendes hjem cirka tre marker væk… en kasse med bomber og en kasse med ammunition. […] Hun tog dem med tilbage til sit hjem, efter militæret havde passeret stedet… Hun hjalp til med at udstyre omkring 40 mænd med våben. ’

Gennem Nualas og Hannahs karakterer kunne jeg vise nogle af de handlinger, som Cumann na mBan udførte. De viderebragte hemmelige beskeder, arbejdede som spioner, gemte våben og stillede sikre tilflugtssteder til rådighed, de plejede de syge samt lavede mad og gav tøj til de frivillige.

Som Ambrose understreger det i Den forsvundne søster, eksisterer der ikke mange personlige vidnesbyrd fra kvinderne selv fra tiden under revolutionen. Der findes eksempelvis flere vidnesbyrd skrevet af mændene fra The Flying Column (en mindre, uafhængig militær landsenhed), men kvindernes historie er endnu ikke blevet fortalt. Jeg håber, at Nualas og Hannahs historier har inspireret mine læsere til at fordybe sig yderligere i denne fascinerende del af Irlands historie.