Violet og Sonia Keppel

Violet og Sonia var Alice Keppels døtre. De voksede op på Portman Square i London, hvor de havde en usædvanlig barndom og jævnligt fik besøg af aristokrater og politikere såvel som Kingy (i den danske udgave af Skyggesøsteren: Kongelong) – deres kælenavn for kong Edward VII.

Da Violet var 10 år gammel, mødte hun Vita Sackville-West, som var to år ældre. Der udviklede sig et intenst venskab mellem de to unge piger, som i deres voksenår blev til en passioneret kærlighedsaffære.

På trods af at hun betroede Violet sin kærlighed, giftede Vita sig i 1913 med Harold Nicholson. Dette afholdt ikke kvinderne fra at se hinanden, og de fortsatte deres affære. Violet giftede sig med Denys Trefusis i 1919, hvilket var arrangeret af hendes mor. Violet afskyede ægteskabet og forlangte, at hun og Denys aldrig skulle have sex, hvilket Denys indvilligede i.

Violet og Vita stjal sig til stunder sammen, og de flygtede til Frankrig adskillige gange. Når de var adskilt, skrev de dybfølte og poetiske breve til hinanden, som siden er blevet udgivet. Situationen spidsede til i 1921, da deres affære endte ulykkeligt, delvist på grund af pres fra deres respektive ægtefæller.

Vita fortsatte med at have affærer med andre, hvoraf den mest kendte nok er forfatterinden Virginia Woolf. Vita var inspirationskilden til en af Woolfs mest kendte romaner, Orlando, hvis hovedperson af samme navn gav navn til en af mine karakterer i Skyggesøsteren.

Fra 1923 og frem boede Violet i Frankrig, adskilt fra Denys, og indledte et forhold til Wineretta Singer, som var arving til Singer symaskine-forretningsimperiet. I løbet af sit liv skrev Violet en hel del poesi og prosa, men hun fik aldrig den samme succes som Vita, der allerede dengang var en velkendt forfatterinde og del af Bloomsbury-gruppen, der også inkluderede Virginia Woolf. Nogle af Violets tekster er siden blevet udgivet af Virago Press, og hendes selvbiografi Don’t Look Round (1952) har været uvurderlig i min research til Skyggesøsteren.

Sonia levede et mere stille liv med sin mand, baronen Roland Calvert Cubitt. I hendes erindringer, The Edwardian Daughter (1958), gives et charmerende indblik i den edwardianske barndom, og den indeholder skjulte referencer til Kingy, Sonias mors ven. Sonia er tilfældigvis også oldemor til Camilla, hertuginden af Cornwall og hustruen til prins Charles.

De virkelige historier bag bogen