Solsøsteren Q&A

1. Electra er meget anderledes end sine søstre, og hun er den, vi har set mindst til i de forrige bøger i serien. Synes du, det var svært at finde hendes stemme?
Da jeg begyndte at skrive Solsøsteren, startede jeg med nutidssporet frem for fortidssporet i historien. Jeg ønskede at dykke direkte ned i Electras kaotiske liv og få en fornemmelse for hendes stemme. Jeg var bekymret for, om mine læsere ville synes, at hun var for usympatisk, nu hvor vi kun har set små glimt af hende i de tidligere bøger – det eneste, mine læsere vidste om hende, var, at hun er temperamentsfuld, har et stof- og alkoholmisbrug og er en selvoptaget supermodel. Jeg havde ikke lyst til at skjule hendes negative sider – i stedet ville jeg gerne vise hendes udvikling hen mod selverkendelse og rehabilitering, og mit mål var, at hun gradvist skulle omgive sig med mennesker, som holdt af hende. Jeg tror, mange af mine læsere vil føle med hende i hendes ensomhed og sorg og forstå, at hendes misbrug er en overlevelsesmekanisme – et middel til at dulme smerten i hendes hjerte. Jeg er vild med Electra – hun er sjov, kompliceret og utrolig passioneret, og jeg håber, mine læsere vil komme til at elske hende lige så meget, som jeg gør.

2. Hvordan minder Electra og hendes mytiske navnesøster om hinanden?
Ligesom hendes navnesøster var Electra simpelthen ’elektrisk’. Jeg fandt meget inspiration til hendes personlighed i hendes navn, elektra, ordet for rav og elektricitet, hvilket man engang troede, var solens energi, der var blevet indespærret i en sten. For mig er det hende i en nøddeskal – frygtløs og kraftfuld energi, der er indespærret. Energi, som kan give liv, men som også kan være selvdestruktiv. Electras historie handler om, hvordan hun overvinder den side af sig selv.

3. Vidste du helt fra starten, da du begyndte at skrive serien, at dele af Electras historie ville foregå i Kenya? Hvordan greb du din research an?
Jeg har altid haft lyst til at udforske kontinentet Afrika, og jeg blev tiltrukket af Kenya efter at have set den ikoniske film Farligt forfald med Greta Scacchi, John Hurt og Charles Dance. Jeg var fascineret af det dekadente liv i Happy Valley-kliken – og de rige kolonialister, som gjorde stedet til deres legeplads. Jeg var også optaget af de komplekse relationer mellem de mange racer, der levede side om side: de hvide tilflyttere, masaierne, kikuyuerne, somalierne og inderne.
Særligt min research af masaiernes kultur var udfordrende, og jeg var meget opsat på at undgå at fremstille et overfladisk, turistagtigt billede af deres kultur. Jeg besøgte School of African and Oriental Studies i London og fandt kilder om deres kultur skrevet af masaier frem for hvide kolonialister.
Derefter tog jeg selv til Kenya, og gennem samtaler med den lokale befolkning begyndte jeg at forstå den kærlighed og respekt, de føler for deres land og deres symbiotiske forhold til det. Jeg var fascineret af mødet mellem masaierne og de enkelte hvide tilflyttere, for eksempel Lord Delamere, der i starten af 1900-tallet ofte inviterede masaiernes høvdinger over, så de kunne lytte til grammofonplader sammen med ham, eller Gilbert Colville, som brugte sit tætte forhold til masaierne til at blive den rigeste kvægavler i Kenya. Han var inspirationen bag en af personerne i bogen, Bill Forsythe.

4. Hvilke forskellige former for research lavede du om kolonitiden i Kenya, og hvordan flettede du den viden ind historien?
Før jeg tog til Kenya, læste jeg en del biografier om nøglepersonerne fra Happy Valley-kliken, såsom Idina Sackville og Alice de Janzé. Jeg var især fascineret af Kiki Preston, der tydeligvis var en meget livlig og aktiv kvinde i sin tid. Jeg opdagede, at der ikke var skrevet særlig meget om pigen med sølvnålen, og jeg var nødt til at gennemtrævle alle mine bøger for bare at opnå små glimt af hende.

Da jeg ankom til Kenya og talte med dem, som kunne fortælle historier om landets koloniale fortid, blev jeg overrasket over, hvor mange forskellige synsvinkler der var på tiden – historiefortælling er i sandhed subjektiv og ofte modsætningsfyldt. Det gjorde det svært at skrive bogen, fordi jeg aldrig kunne være sikker på, hvilken beskrivelse der var mest præcis, men det gjorde også skrivningen lettere, fordi jeg, som fiktionsforfatter, kunne bruge min fantasi til at udfylde de tomme pladser. Et af højdepunkterne på min rejse var at besøge The Muthaiga Club, og det var fantastisk at være på præcis det sted, hvor alle disse livsglade og frimodige personer har danset, festet, kæmpet og elsket.

5. I Solsøsteren er der en udførlig skildring af Electras rejse og rehabilitationsproces. Er ’The Ranch’ baseret på et rigtigt rehabilitationscenter?
Mit mål var at fremstille Electras rehabilitationsproces så præcist og fintmærkende som muligt. Jeg trak på nogle af mine læseres personlige erfaringer, som de har delt med mig, og jeg takker dem af hele mit hjerte for at være så ærlige omkring deres oplevelser med misbrug – både deres eget og deres nærmestes misbrug. The Ranch er baseret på et amerikansk rehabiliteringscenter, som jeg besøgte ’undercover’ for at få en fornemmelse for en patients daglige liv. Jeg lærte, at hverdagen er centreret omkring at forme nye positive vaner, én dag ad gangen, og fik en bedre forståelse af, hvad der kan skubbe folk ud i stofmisbrug.

6. Synes du, at Electras historie var sværere at skrive end de andre bøger i serien?
Jeg har også håndteret ’svære’ emner i de forrige bøger – det var både overraskende og hjerteskærende at skrive om aboriginerne i Australien i Perlesøsteren og de andalusiske sigøjnere i Månesøsteren, fordi jeg lærte om de historiske forfølgelser af dem som folk. På samme måde beskriver Solsøsteren et folk, som historisk er blevet berøvet deres rettigheder – både masaierne, der har fået frataget deres stemme, selvbestemmelse og land, men også de afrikanske amerikanere, som har lidt under så umenneskeligt stor ulighed og ikke mindst de unge misbrugere, som kæmper for at finde støtte. Min research inspirerede mig til at bringe disse historier frem i lyset. Selvfølgelig var jeg også selv i et stort dilemma: Kunne jeg overhovedet – som hvid, irsk forfatter – fortælle disse historier? Men selv mine egne forfædre blev imidlertid betragtet som ’mindre værd’ for under 100 år siden. Vi har brug for, at flere forfattere fra de undertrykte grupper bliver udgivet, men indtil da kan jeg kun håbe på, at jeg har bidraget konstruktivt til at fremme deres sager ved at udbrede historierne.

7. Moderskab er et af hovedtemaerne i serien om de syv søstre, og i Solsøsteren ser vi mange forskellige slags mødre – tror du, at der findes en rigtig måde at være mor på?
Efter min mening har ’moderskab’ ikke noget at gøre med blod eller at være perfekt. Mødre er mennesker, og vi laver alle fejl, også i børneopdragelsen. For mig handler moderskab om at elske et barn mere, end man elsker sig selv, og om kun at ønske det bedste for dem. Cecily er en af mine yndlingspersoner i bogen, fordi hun netop opdager sin passion for uddannelse og for at gøre verden til et bedre sted gennem moderskabet – pludselig har hun nogen at kæmpe for.

Stella derimod er en helt anden slags mor – hun vælger at prioritere sin karriere over sin datters trivsel, til dels på grund af økonomisk nødvendighed. Hun hjælper tusindvis af mennesker gennem sin karriere som aktivist og menneskerettighedsforkæmper, men ironisk nok lider hendes egen datter under det.

8. Gennem Stella lærer læseren om de kampe, som den afrikansk amerikanske befolkningsgruppe måtte tage i 1950-60’ernes USA. Hvordan kom du i gang med at skrive den del?
Mit ønske var, at Electra – og mine læsere – skulle lære om de kampe, hendes bedstemors generation tog for at sikre de borgerrettigheder, hun har nu, uden at det skulle føles som en historietime. Som Electra siger, så har hun altid følt, at historien bare handlede om riddere, der kæmpede om ungmøer – det var ikke tidligere gået op for hende, at historien også udspiller sig her og nu og direkte påvirker ens familie. De ældre generationer kan lære os så meget, de var de sande foregangskvinder for feminismen og den relative frihed, vi har som kvinder i dag. Og jeg håber, at mine læsere vil besøge deres bedsteforældre og spørge dem om deres liv og oplevelser.

9. Zed dukker op igen i Solsøsteren og er her i et forhold med Electra – har det hele tiden været planen?
Jeg ved, at mange af mine læsere ikke kan lide Zed – det kan jeg sådan set heller ikke, særligt ikke efter Månesøsteren. Og ja, jeg vidste, at han ville blive en del af Electras liv. Det har hele tiden været planen, fordi både Zed og hans far, Kreeg Eszu, begge repræsenterer den græske gud Zeus, der udnyttede nogle af søstrene efter eget forgodtbefindende. Faktisk er Zeus ifølge den græske mytologi far til en del af Electras børn! Men efterhånden som Electra afvænnes, opdager hun, at hun trækker sig væk fra Zed, som bringer det værste frem i hende … er det her sidste gang, vi møder Zed Eszu? Altså, vi må jo bare vente og se …

10. Føler du, at De syv søstre-serien, som nu er et verdensfænomen, er blevet meget større, end du første forestillede dig?
Ja!! Da jeg fik idéen og fortalte mine redaktører, at jeg ville skrive en serie baseret på Plejaderne og De Syv Søstre, kiggede de på mig, som om jeg var blevet skør. Men de stolede nok på mig til at lade mig skrive den første bog, og da den blev en succes, ja, så er resten vist historie nu.

Jeg bliver virkelig inspireret af al den opmuntring og begejstring, jeg har fået fra læserne, og jeg er mundlam og overvældet over, hvor mange mennesker verden over, som læser med. Mange skriver til mig og fortæller, hvad serien betyder for dem, og jeg håber, at D’Aplièse-søstrene og deres meget forskellige rejser er genkendelige for os alle på hver deres måde.

11. Solsøsteren ender med lidt af en cliffhanger. Hvad kan vi forvente, der sker med D’Aplièse-søstrene i den syvende bog?
Lige siden jeg begyndte på serien i 2013, har jeg har haft en brændende lyst til at skrive den sidste sætning i Solsøsteren, så det var et vigtigt øjeblik for mig. Det har været en fantastisk rejse at skrive De syv søstre, og selvom historien har udviklet sig, så er det overordnede plot stadig det samme. Jeg håber, læserne bliver begejstrede for at lære mere om mysteriet om den forsvundne søster i den syvende bog og #Whoispasalt …