Flamenco består af fire afgørende dele: guitaren (guitarra), sangen (cante), dansen (baile) og endelig ’duende’ – sjælen. Duende kommer fra de dybeste følelser – det er en gådefuld kraft, der ikke kan formuleres med ord, men kun føles og udtrykkes gennem flamenco.

Jeg følte denne duende, da jeg så flamencodansere i hulerne i Sacromonte i Granada, og i takt med at jeg blev klogere på kunstformens historie, fandt jeg ud af, at den var uløseligt forbundet med gitanoerne – de spanske sigøjnere.

Sang og dans er grundlæggende i gitanokulturen. Flamenco er ikke bare en musikform – det er en måde at leve på, en attitude, et temperament og en passion.
Sigøjnerfolkeviser har over tid udviklet sig til den flamencomusik, vi kender i dag, og gitanoerne holdt de gamle sange i live ved at overlevere dem til deres børn eller ved at sælge ark med folkeviserne påtrykt i de byer, de kom igennem.

I løbet af min research blev de samme navne ved med at dukke op. Det hænger sammen med, at der var femogtyve store flamencofamilier, og de fleste kunstnere var forbundet til hinanden på en eller anden måde. Gruppen var fast sammentømret, og medlemmer af flamencosamfundet samledes ofte i de syv huler i Sacromonte for at fejre deres kunst.

I 1922 organiserede komponisten Manuel de Falla en flamencokonkurrence i Granada for at finde nye talenter. Han kaldte den El Concurso de Cante Jondo (Den Dybe Sangs Konkurrence), og den fandt sted på det storslåede Alhambra. Både amatører og professionelle deltog i konkurrencen, og det var denne historiske begivenhed, der gav mig inspirationen til Lucías rejse mod at blive den mest berømte flamencodanser i sin generation.