Myter og historier

De syv søstre, også kaldet Plejaderne, har i skikkelse af den berømte stjernehob af samme navn fascineret og forundret folk over hele Jorden i tusindvis af år. De er blevet gjort til genstand for myter og historier i næsten alle kulturer på planeten. Fortællingerne om De syv søstre er blevet givet videre fra generation til generation og igennem digtekunst, billedkunst, musik og arkitektur af grækere, aboriginer, kinesere, indianere, egyptere, persere, indere og polynesiere for bare at nævne nogle få.

Plejaderne er blandt de første stjerner, der nævnes i litteraturen, da de dukker op i kinesiske skrifter fra omkring år 2350 f.v.t. De første europæiske litterære henvisninger findes i et digt af Hesiod fra år 700 f.v.t. og i Odysseen og Iliaden af Homer.

Menneskeheden har altid søgt vejledning hos Plejaderne. Sømænd har brugt stjernerne til at navigere efter, og landmænd har søgt råd om, hvornår de skulle så og høste deres afgrøder – Zuni-stammen i New Mexico kaldte stjernerne for ’Så-stjernerne’, for når stjernehoben forsvandt fra himlen om foråret, var tiden inde til at så. Andre kulturer har ment, at de tilsåede vores klode og var Jordens oprindelige syv mødre.

I romanserien De syv søstre bygger søstrenes historier primært på græsk mytologi, men der findes mange andre historier om stjernerne fra hele verden:

Græsk mytologi

Plejaderne var de syv søstre Maia, Alcyone, Asterope, Celaeno, Taygete, Electra og Merope (deres danske navne er Alkyone, Asterope, Elektra, Kelaino, Maia, Merope og Taygeto). Deres forældre var Atlas, en titan, som guden Zeus havde befalet at bære himlen på sine skuldre, og nymfen Pleione, som var sømændenes beskytter.

Efter et tilfældigt møde med jægeren Orion blev de syv søstre og deres mor udsat for hans forfølgelse, og for at beskytte dem mod hans vedvarende romantiske efterstræbelser forvandlede Zeus søstrene til en flok duer, som han derefter anbragte på himlen. Zeus siges også at have fået børn med tre af søstrene.

De syv søstre kaldes også vandpigerne eller ispigerne på grund af deres association med vand i alle former – have, søer, floder, regn, hagl, sne og is. De græske myter omtaler også ofte søstrene som atlantider. Nogle kilder hævder, at navnet Plejaderne stammer fra et gammelt græsk ord, der betyder ’at sejle’.

Maia – er den ældste søster og kendt for sin enestående skønhed såvel som sit ensomme liv. Historien lyder, at hun til trods for sin skønhed var en genert og stille kvinde, der foretrak sit eget selskab og boede alene i en hule. Navnet Maia betyder ‘moder’ på latin, og kan også oversættes til ’sygeplejerske’ eller ’den store’. Romerne opfattede Maia som gudinde for foråret, hvilket er grunden til, at den femte måned kaldes maj. Den stjerne, der er hendes, skinnede på et tidspunkt stærkere end alle de andre. I dag er det imidlertid den næste søster, Alcyones stjerne, der er den klareste, hvilket ifølge nogle symboliserer en søskenderivalisering imellem de to i fortiden.

Alcyone (Ally) – Alcyone, den anden søster, opfattes i græsk mytologi som lederen. I en lykkelig fortid – dengang verden var fuld af fred, glæde og velstand – vogtede hun over Middelhavet og gjorde det fredeligt og sikkert for de søfarende. Hun var lykkeligt gift med Ceyx (søn af kongen af Thessaloniki), indtil Zeus en dag blev vred på dem, fordi de kaldte hinanden ’Zeus’ og ’Hera’. Zeus ventede rasende, til de en dag var adskilt, hvorefter han skabte et voldsomt tordenvejr over Ceyx’ skib, så det gik ned, og han druknede.

Asterope (Star) – Asteropes navn betyder ‘stjerne’ på græsk, og hun opfattes traditionelt som en af de svagere søstre, måske fordi hendes stjerne er en af dem, der lyser mindre end de andre. Hun var mor til Oinomaos, som hun fik sammen med krigsguden Ares. I nogle udgaver af myterne er Oinomaos i stedet hendes mand, og de får fire børn sammen, hvorefter han bliver konge af Pisa.

Celaeno (CeCe) – Celaeno oversættes sædvanligvis til ‘melon’ eller ‘mørkhudet’. Celaenos stjerne skinner ligesom Asteropes mindre klart end de andres, ifølge Theon den Yngre fordi hun engang blev ramt af en tordenkile. Hun har mange børn, herunder sønnerne Lycus og Chimaereus med titanen Prometheus, og sønnerne Lycus og Nycteus med havguden Poseidon.

Taygete (Tiggy) – i myterne er Taygete en, der ligesom Maia værdsætter sin uafhængighed og lever alene i bjergene. Zeus havde også kastet sit blik på Taygete og forsøgt at forføre hende, men inden han fik fat i hende, løb hun i armene på Artemis, som forvandlede hende til en då, så hun kunne undslippe Zeus. Hercules forsøgte også at gøre kur til hende.

Electra – kendt som den tredjeklareste stjerne. Hun fik fire børn, heriblandt Dardanus, som senere grundlagde byen Troja. Nogle kilder mener, at Electra er den ‘manglende plejade’, fordi hun forsvandt efter Dardanus’ død og Trojas fald.

Merope (den ikke-fundne søster) – Merope betragtes generelt som den ‘forsvundne plejade’, fordi hendes stjerne var den, der sidst blev opdaget af astronomerne, og er den svageste i stjernehoben, usynlig for det blotte øje. Nogle historier går på, at hun mangler, fordi hun skjuler ansigtet i skam over at have giftet sig med en dødelig, kong Sisyfos. Andre siger, at Merope skjuler ansigtet, fordi hendes mand var kriminel, og hans straf var at rulle en tung sten op ad bakke til verdens kant, hvorfra den altid ruller ned igen. I den henseende har han nogle lighedspunkter med Meropes far, Atlas, som bærer himmelhvælvet på sine skuldre.

Uraustralske myter

De australske aboriginere i Northern Territories kalder De syv søstre for ‘Yunggarmurra vandpiger’. Søstrene betragtes som iagttagere af skønhed og menes at være i besiddelse af kærlighedens magi. Deres far, som kaldes Dunia, blev forvandlet til en krokodille for at standse hans incestuøse efterstræbelser. Aboriginerne mener også, at stjernerne er iført en frakke dækket med krystaller, hvilket forklarer, hvorfor de skinner så klart.

De nordamerikanske indianere – De syv stjernepiger

I Wyoming i USA findes den 365 meter høje klippeformation Mateo Tipi – i dag bedre kendt som Devil’s Tower.
Myten lyder, at en kiowa-stamme var på vej sydpå for vinteren, da de slog lejr ved en flod i et område, hvor der var mange bjørne. Syv unge piger legede ved floden, da nogle bjørne pludselig begyndte at jage dem. De forskræmte piger sprang op på en lille klippe og bad Den Store Ånd om at beskytte dem.

Den Store Ånd hørte pigernes skrig og fik klippen til at vokse i højden med næsten lodrette sider, så pigerne kom højere op, og bjørnene ikke kunne nå dem. Bjørnene blev imidlertid ved med at kradse på klippesiden, hvor de efterlod dybe mærker, og klippen blev ved med at vokse, så de syv små piger til sidst kom helt op til stjernerne.

De vestlige mono-indianere mente, at Plejaderne var en gruppe kvinder, der var overdrevent glade for at spise løg, og som derfor var blevet smidt ud hjemmefra af deres mænd! Da de angrede i deres ensomhed, kom deres mænd for at lede efter dem, men forgæves. De var vandret op på himlen og blevet til stjerner.

For Blackfoot-stammerne i provinsen Alberta i Canada og staten Montana i USA var stjernerne kendt som ’de forældreløse drenge’. De faderløse drenge var blevet udstødt af deres stamme, men hilst velkomne af en flok ulve. I sorg over deres ensomme liv på jorden bad de Den Store Ånd om at lade dem lege sammen oppe i himlen. Som en påmindelse om deres grusomhed mod drengene i kontrast til dyrenes venlighed blev stammen hver nat plaget af ulvene, der hylede mod himlen, fordi de savnede deres forsvundne venner.

Den hinduistiske myte
I Indien er Plejadernes fælles navn Krittika, hustruerne til de syv vise mænd, der kaldes ‘de syv rishier’ eller ’de syv vismænd’, eller de seks mødre til krigsguden Murugan, som udviklede seks ansigter, et for hver af dem.

Japans seks søstre
Plejaderne kaldes i den japanske kultur ‘Subaru’ og omtales sædvanligvis som værende syv stjerner. ‘Subaru’ betyder også ‘at forene’ eller ‘helhed’ på japansk. Da bilfabrikanten Subaru valgte det navn, besluttede man imidlertid kun at have seks stjerner i virksomhedens logo, fordi kun seks af stjernerne kan ses med det blotte øje.